Gå til hovedindhold

Crowdfunding

Du kan crowdfunde til dine projektideer i Aarhus.

  • Læs op

Indhold

    Aarhus Kommune har fået sin egen crowdfundingplatform: www.CrowdfundingAarhus.dk

    Aarhusborgere kan på den måde hjælpe hinanden med at finansiere de mange spændende projektidéer, der findes, udvikles og arbejdes på rundt i hele kommunen. Det er med andre ord en digital raslebøsse for Aarhus-projekter, som skal være åbne for alle og i fællesskabets interesse.

    Hvad er Crowdfunding Aarhus

    Crowdfunding Aarhus er en platform, som kan benyttes af alle i Aarhus Kommune: private borgere, virksomheder, foreninger og institutioner. Kort sagt, alle som ønsker at crowdfunde spændende projektidéer i Aarhus, der understøtter medborgerskab.

    Crowdfunding Aarhus ejes af Aarhus Kommune. Men projekterne, der crowdfundes til på platformen, er borgernes. Det vil sige, at borgerne selv skal forberede projekterne, crowdfunde til dem og realisere dem efterfølgende.

    Hvorfor Crowdfunding Aarhus

    Crowdfunding er både en måde at indsamle penge på til et konkret projekt, et arrangement, en indsats eller noget andet. Men det er også en måde at få flere medborgere i Aarhus til at engageret sig i en sag. Et crowdfundingprojekt kan skabe opmærksomhed, følgeskab og ejerskab til de initiativer, som ens medborgere i Aarhus vælger at støtte økonomisk.

    Aarhus Kommune ønsker, at platformen Crowdfunding Aarhus skal være et sted, hvor folk bliver inspireret og får lyst til at engagerer sig i deres lokalområder, i fælles interessefællesskaber og samles på tværs af mærkesager, som understøtter medborgerskab i Aarhus Kommune.

    Hvordan crowdfunder man

    Alle har mulighed for at gå ind på platformen og se, hvilke projekter, der søges finansieret via crowdfunding, og selv give et økonomisk bidrag, hvis man har lyst.

    Det gøres ved at man opretter sig som bruger på www.CrowdfundingAarhus.dk.

    På den måde kan man selv være med til at finansiere konkrete projekter, der bidrager til medborgerskab, fællesskab, udvikling og engagement og samler på tværs af interesser.

    Det kan fx være:

    • en sportsforening, som har brug for nye idrætsfaciliteter
    • lokale ildsjæle, som vil bygge en ny legeplads eller badebro
    • en landsby, som vil holde en årlig byfest
    • et lokalområde, som vil have kunst på busstoppestederne eller en skaterpark
    • en teatertrup, som vil lave gratis forestillinger for de ældre på lokalcentrene
    • et dagtilbud, som vil ændre en bar grund til en blomstereng til glæde for børnene og lokalområdet

    Hvem kan crowdfunde

    Crowdfunding Aarhus er en platform, som kan benyttes af alle i Aarhus Kommune: private borgere, virksomheder, foreninger og institutioner.

    Man kan selv oprette sit crowdfundingprojekt online på platformen, efter man har taget kontakt til Aarhus Kommune via crowdfund@aarhus.dk og fået tilsendt et link.

    Alle projekter, der crowdfundes til, skal være åbne for alle, understøtte medborgerskab og være i fællesskabets interesse.

    Derud over skal de:

    • være lovlige
    • ligge i Aarhus Kommune
    • ligge indenfor kommunalfuldmagtens rammer
    • understøtte kommunens medborgerskabspolitik

    Vil du gerne høre mere

    Du er altid velkommen til at tage kontakt til os på crowdfunding@aarhus.dk, hvis du har spørgsmål eller gerne vil vende en mulig crowdfunding-projektidé. Vi giver gerne sparring på din idé, så den kan blive hjulpet rigtig godt på vej mod en realisering.

    Aarhus Kommune afholder også løbende online workshops for alle, der har, eller er interesserede i at få, et crowdfundingprojekt på kommunens nye platform.

    På vores workshops bliver man introduceret til, hvad crowdfunding er, og hvilken type projekter det kan bruges til. Man får også en gennemgang af, hvad man skal være opmærksom på før, under og efter sit crowdfundingprojekt, ligesom der gives gode råd, tips og tricks, hvis man er kommende projektejer og gerne vil nå godt i mål med sit crowdfundingprojekt.

    Tryghed og gennemsigtighed

    Aarhus Kommune er med platformen garant for ordentlige og trygge forhold. Der er gennemsigtighed omkring alle processer, og man kan være sikker på, at få sine penge tilbage, hvis ikke et projekt opnår det fulde beløb til at blive realiseret. Alle projekter valideres og godkendes, inden de lanceres på platformen.

    For mere information kontakt Borgmesterens Afdeling på: crowdfunding@aarhus.dk

    Sidst opdateret: 18. september 2023